The mask everyone experience

På et tidspunkt gemmer man sig bag en maske. Jeg mener nok alle gør. Det gjorde jeg.

Blood on my hand .. i'm just not giving everything up

Størknet blod på min hånd. Jeg giver ikke op, aldrig nogensinde. Omringet af de smukkeste, og dejligste mennesker, ved jeg at jeg kan føle mig tryg .. og jeg skal ingen steder. Hvis jeg kunne åbne mig op, ville jeg vise hvor stort mit hjerte vokser af al den kærlighed, jeg har i mig. Blændet af kærligheden, jeg vil aldrig gå i blinde ..

Der er så mange der føler sig uelsket. Mange der ikke føler sig accepteret. Nogle ønsker bare at gøre det, andre fordi det hele bliver nemmere med en smule smerte. Nogle mener de er grimme, og alt bare ikke giver mening. Men hvad pokker? De er jo smukke! Smukkere end en diamant, og mere værd. De har en sjæl, personlighed, og hjerte. De har en nøgle til en ny verden. Alle finder deres amatører. Verdenen kan være frygtelig, alt hvad der sker.. Men det betyder ikke at dine omgivelser, skal være dårlige eller at du skal smittes af denne frygtelige ting. Fokusér på dig og din familie. Det er det der i første omgang, er det vigtigste. Du skal føle dig tryg, elsket, og du skal kunne åbne dig op for dem. Derefter kan venner komme, og efter igen alle andre. Jeg elsker når jeg gør nogen glade. Det er en følelse, der er alting værd. Smilet på enhvers ansigt, det går ind i mit hjerte. Det varmer, det lyser, det er fantastisk.

Ligemeget om du er utrolig høj, meget lav. Ligemeget om dit ansigt er urent, eller glat som baby hud. Ligemeget om du er født forkert, eller ikke. Ligemeget om du er populær, eller anderledes. Ligemeget hvem du er. Så kan jeg fortælle dig, jeg ved at du er smuk. Både invendigt og udvendigt. Og alle som siger noget andet, de tager fejl. De ser på verdenen, og på livet på en anden måde end jeg gør. Der er ingen som du derude, du er din helt egen. Der vil ikke findes en kopi af dig, og ingen kan måle sig til dig som person - du er fantastisk.

Drop det størknede blod, drop lidelsen, drop at gøre dig selv ondt fordi andre sniksnakker bag din ryg. Drop dem. Ingen fortjener at få den behandling. Det hele handler om dig, og i sidste ende kan du ikke stole på andre end dig selv. I believe that you're beautiful, do you?

I'm hungry, but i'm lazy

Du snører dig sammen, grynter ... giver forfærdelige lyde fra dig. Det er virkelig som om du græder. Du signalerer til min hjerne, og du borer et hul .. som tørster efter at blive fyldt ud.

Kender I seriøst ikke når man er så sindssygt sulten, men at man bare ikke orker at rejse sig op? Eller endda at man ønsker sig, lidt af det man ikke har i køleskabet. Lige nu, lige her, det starter i maven og arbejder sig helt op til halsen. Dette kan muligvis godt være et underligt indlæg, men jeg skriver om alting .. dvs, alt hvad der strejfer mine tanker. Så nu blev det altså en weirdo indlæg. Jeg kunne virkelig godt tænke mig en chinabox.. umhhh, jeg savler.

Where did I go wrong? I lost a friend

Hvis du bare vidste hvor meget du egentligt betyder for mig. Det er svært at forklare med ord. Jeg føler at igennem sommeren, er vi vokset fra hinanden. Jeg forstår ikke helt hvordan det er muligt. Du opfatter det sikkert ikke, eftersom du har haft rigeligt igang med i denne sommer. Men for mig, som sidder for det meste hjemme, så spekulerer jeg og jeg tænker en masse. Og det bånd vi havde, føltes ikke at være så stærk som det var før. Jeg kaldte dig for min bedsteveninde, nu savner jeg hende bare. Det er før jeg glemmer lyden af dit grin, og din stemme. Min hals gør ondt ligenu, det er fordi den snører sig sammen. Det gør den mest når jeg er trist. På et tidspunkt idag havde jeg faktisk lyst til at græde, fordi du og jeg har, og havde et specielt bånd. Hvor er det hele nu?

Måske er det bare fordi vi ikke har været sammen. Men helt ærligt, ligenu vil jeg endda gøre alt for at bare se dig, opleve alting med dig igen, selv da vi skændtes. I det mindste havde jeg dig ved min side, og jeg vidste at du var der for mig. Ved jeg også nu, men det hele er så uklart. Du svarer ikke på mine beskeder som du plejede, måske er det bare mig der er så rundt på gulvet.. Men ihvertfald er det ikke lige helt det korrekte svar, på mine spørgsmål. Men jeg vil ikke være negativ i dette indlæg, for du er en safir for mig. Du skinner, og giver mig lys på mine svære tidspunkter. Du er så flot, du er en smuk kvinde. Det skal du slet ikke overveje dig nogle tanker omkring, du er det. Og selvom du har de skøreste idéer, og den mest underligste humor .. så er du den jeg tænker på når jeg mangler en. Du er den jeg tænker på, når jeg mangler sjov ... opbakning. 10 timer, og det er ikke engang løgn, har jeg ventet på at du skulle dukke op på facebook, med en grøn prik .. og da du gjorde, skrev jeg til dig med det samme. Nu svarer du ikke. Det er også helt okay, for jeg ved du er igang med noget andet. Jeg ved bare at dette indlæg ikke er nok til at kunne vise hvad jeg føler, og hvordan jeg vil vise det.

Jeg håber bare at du ved, at jeg elsker dig af hele mit hjerte. 

Just a little thought

Du kigger på mig som var jeg noget stort. Der går først et år, før jeg kan se dig igen. Du er mit alt. Bogstaveligtalt. Jeg elsker når du griner, smiler. Det er så virkeligt, og så fuld af kærlighed. Når du krammer mig, så ved jeg at jeg er elsket. Jeg hader at kramme dig farvel, mine øjne eksploderer. Og så kommer det.

Jeg skriver, og jeg sletter igen. Jeg har det godt, og jeg har det skidt. Jeg tænker på dig næsten hver eneste dag. Jeg savner dig umådeligt meget. Hvorfor kunne du ikke bare bo her? Hos os.....

I just realized how much you mean to me

Du synes jeg skriver smukt. At mine ord er smukke, og endda rørende. Og jeg sætter stor pris på hvad du synes om mine tekster, hvad du synes om mig. Sætter stor pris på dig, på at du tror på mig, og stoler på mig. Sætter enormt stor pris på, at du accepterede mig som jeg var. Du var en overraskelse for mig, nu ved jeg at jeg aldrig nogensinde vil have andre til at erstatte din plads, og det vil ingen gøre. For du har en speciel plads i mit hjerte, og jeg vil virkelig aldrig glemme dig.

Hvordan var det nu jeg hørte om dig? Gennem en veninde? Jeg kan huske at på det tidspunkt var Arto meget in, og det var der jeg kontaktede dig. Hvad jeg skrev, kan jeg ikke huske - mon ikke det var noget med hej hvor er du flot. Vi begyndte at skrive sammen, og så blev msn delt ud. Du havde en kæreste, og jeg var bare glad. For at du gad at skrive med mig. Det var jo stort på det tidspunkt. Du var og er jo en is prinsesse, du skøjter jo. Da der så kom en skøjtedag, skrev vi lidt sammen omkring det. Du skulle med, jeg skulle med. Jeg så ikke rigtig flot ud. Ikke ligesom du, på de skøjter. Jeg var en klodsmajor, kunne virkelig ikke finde ud af at skøjte. Og der var du, lavede en masse og jeg stod med åben mund, og store øjen. Og så kom du skøjtende imod mig. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre, måske flygte? Var så nervøs, mit hjerte var næsten oppe i halsen på mig. Jeg er så genert. Men der kom du, og spurgte om det var mig som var '' navn ''. Og jeg svarede ja, og med det samme krammede du mig. Og jeg var helt paf?? Hvad skete der lige der? Men tro mig.. det kram åbnede noget nyt op for mig. Jeg smiler ved tanken. Så husker jeg at vi ikke skrev meget sammen efter, men da sommer kom.. og al det rod med kæreste og venner osv. Begyndte vi at skrive sammen igen, du havde det dårligt. Jeg havde så ondt af dig, og ville ikke have at du spildte tårer. Jeg vidste du nok skulle være okay igen.

Og der åbnede jeg noget nyt op for dig, jeg skrev til dig. Hvad jeg mente, hvad du skulle få afvide. Og jeg mener nok du blev overrasket. Det kan jeg ikke helt udtale mig om. Men da du begyndte at give mig ret, og skrive selv. Skulle jeg lige nive mig i armen, for at se om det var virkelighed. Du åbnede en side op for mig, som jeg aldrig nogensinde havde set af dig. Der var bare varme der strålede ud af hvad du skrev, og jeg kunne ikke tro det. Der var så mange som troede ondt om dig, og alle de rygter - og her ser jeg hvad du skrev til mig. Ikke fordi jeg troede på hvad folk sagde, men det var alligevel noget nyt. Og du fik mig til at smile bag skærmen. På æresord det smil var ægte, så varmt..

Så får jeg afvide at du skal begynde på den skole jeg går på, i den klasse jeg går i. Og det var jo bare ikke mere perfekt, end det kunne blive. Der var jo selvfølgelig nogle du ville gå mere med, end mig. Men det var okay, så længe du var der. Igen blev jeg nervøs, jeg havde jo ikke åbnet mig sådan op, sådan som du kender mig idag. Jeg mener at vi ikke snakkede så meget igennem 7 klasse. Det var først til slutningen. Vores lærer havde givet os en opgave for i samfundsfag, og jeg husker at min sidemakker og jeg lavede den hver for sig. Det gjorde du også. Det sjove i det er, at vi aldrig rigtig kunne klare det og så blev der snakket på Skype. Vi ville slå det sammen, og fra den dag vi var sammen hjemme hos dig .. har vi været tætte. Jeg husker det som var det igår. Vi tre blev en gruppe, og vi lavede alt sammen. Og det var der jeg åbnede mig op, ligesom en blomst. Og jeg blev til den i kender nu. Fra den tid af, har vi nydt hvert eneste minut sammen. I en større gruppe på 5 personer. Men da vi finder ud af at du skal flytte, bliver alle ... meget triste. Først kunne det ikke gå op for mig. Mange gange lagde jeg i sengen om natten, og tænkte om det. Og så kunne tårerne ikke lade være med at komme.

Men som du selv siger, vi har minderne. Og det har vi, en skam at vi ikke får flere af sådanne omme i skolen. Men jeg er sikker på, vi nok skal få flere af dem. Du er en solstråle, min solstråle. Også selvom det ikke rigtig gik så godt, til slut hvor vi sådan set blev splittet op. Men alt i alt så ved vi alle hvor vi har hinanden, og det minder mig om vores pjækkedage. Især den sidste. I alle tre græd, undtagen mig. Jeg var SÅ tæt på, men jeg kunne ikke rigtig. Jeg havde virkelig ondt af jer, men igen hvorfor gjorde vi lige sådan noget dumt? Dejligt at vi fandt ud af at gøre det rigtige til sidst. Og så var der også den periode hvor du og TL havde bestemt jer for at slå mig. Ja ikke spor dejligt, men det gik jo. Vi har grint så meget, at vi nær har tisset i bukserne. Juleskuespillet? Min parodi. Og da vi skulle være top models, hehe.. Hvem skal nu være med mig næste gang??? Hvem skal være der, for mig.. Du er en stille pige, som godt kan blive sur - men ALDRIG har jeg set dig blive pisset af og sur, som jeg. Du har din egen lille måde, '' årgggg?!'' guuurh, *klask* Og jeg misunder dig at du ikke går, og er gnaven ligesom jeg er.

Du er speciel. Du er smuk. Du er fantastisk. Du er klog. Du er en solstråle. Du er min pige. Du er alt.

Og det mener jeg virkelig. Jeg kunne kontinuere i flere timer, men nu føler jeg at du skal have lov til at finde det her, og læse det. Jeg vil altid elske dig, du kom ind i mit liv, og du gav mig minder som jeg er stolt af at have, og de giver mig en varme, og glæde som er ubeskrivelig. Da jeg skulle sige farvel til dig på skolen, da var det jeg ikke kunne holde mig tilbage. Da var det du så mine tårer, da var det du hørte hvad jeg havde at sige. Du er en fantastisk pige, og jeg håber du får det godt på den anden skole. Og så husk at besøge os, så tit som du kan. På gensyn min veninde, I'll keep you in the safest place.. in my heart.

If it were up to me, I would not give up

Lille pige som du da ler.. Din latter spredes ud med varme, omkring dem som elsker dig. Din lykke gør andre glade. Du har en grund til at vågne op hver dag, en familie du elsker mere end nogen anden. Med årene vokser du op, til en kvinde. Du får venner, mon dog om de er ægte venner? Du bliver drillet, grint af, peget finger af, og bagtalt. Og det er ikke noget du synes godt om. Havde du fortjent det? Hvad var der så underligt ved dig? Ældre mennesker blev ved med at sige du er smuk, dog blev de unge stadig ved med at pege finger af dig, og bagtale dig.. Hvad har du gjort, for at fortjene denne behandling.

Jeg vil lige fortælle en historie om en lille pige, som voksede op og nu er 15 år. Da hun var meget ung, var hun en skrige ballon, men havde det alligevel sjovt .. Hun havde en barndom, som var noget af det bedste der kunne ske for hende. Negativitet ragede hende en høstblomst på det tidspunkt. Hun kunne finde på at sidde alene på legepladsen, og lege. Hold op hvor havde hun en masse legetøj. Det var før hun skulle flytte. Hendes seng var vidunderlig stor, og hendes værelse var ovenpå - som hun kunne lide det. Hun havde en bedsteveninde, som hun legede rigtig meget med. Da hun blev 7 år flyttede de.

Væk fra hendes store seng, væk fra hendes mange legetøj og væk fra hendes bedsteveninde.

Det var nyt, og skræmmende for hende på samme tid. Men hun glædede sig alligevel. Hun blev venner med, nogle '' naboer ''. Det var fint. De spillede meget hockey, og legede. Det var et godt indtryk hun fik, af det nye sted. Da hun skulle til at gå i skole, var hun nervøs. Men igen hun fandt nogle veninder, og det var endnu bedre. Men hun havde ikke skubbet den sure side fra sig. Og eftersom pigerne blev opdelt i kliker, var det '' De populære '' og '' De anderledes '' hvilket tilhørte hun mon? De anderledes...

Men som hun husker tilbage på den tid, i den anden gruppe kan hun ikke lade være med at smile. Hun havde en fantastisk tid! Mens de populære tænkte mere på tøj, fyre, makeup - legede de anderledes og havde det sjovt sammen. De delte så MEGET sammen. De havde det bare godt sammen. Men eftersom de populære begyndte at hviske og tiske bag ryggen af dem, blev hun hurtigere ældre og voksede fra legen og det sjove. Det endte med at hun faktisk gik hen til de populære, og derfra blev hun taget ind og ud. Det hele var en underlig verden for hende.

Det kunne være sådan at inden sommeren kom, var hun så gode veninder med de populære og efter sommeren blev hun nærmest udstødt. Og sådan frem og tilbage. Det satte sår i hende. Faktisk gik hun tilbage til de anderledes, fordi de accepterede hende for den hun var. Hun havde tykke øjenbryn, lange øjenvipper og overskæg. Der er noget hun skammede sig over, og stadig gør. Dog kun med overskægget. Ingen vidste hvordan hun havde det indeni. Hvor meget hun hadede sig selv, fordi hun blev peget af. Hun vidste jo godt at de snakkede om hende, og om disse ting hun skammede sig over. Hun vidste det så godt. Hun hørte det tydeligt, som var det på højtaler.

Hun begyndte at lyve, tænkte på selvmord. Men det gav ingen mening for hende, hun kunne godt leve med disse fejl på hende. Der var nogle som accepterede hende. Som ikke ville have hun skulle tænke den grimme tanke. Drenge og piger, grinte af hende. Rygter gik. Men hun bed tænderne i, og gik gennem stormen, ilden, og vandet. Hun var smadret, skræmt, og knust da hun kom ud af det. Men hun tog sig sammen. Som var det skudt ud af luften, begyndte hun at kunne lide at eksperimentere med sproget, hun legede med den. Og hun kunne lide det. Hun begyndte at læse, gevaldigt meget endda. Hun begyndte at elske det univers, hun befandt sig i da hun åbnede bogen og så på de bogstaver der var. Da skulle hun i 7 klasse. Det hele fordrejede sig, hele hendes liv blev vendt rundt. Hun blev splittet fra De anderledes. Og de populære blev også splittet. Alle blev lidt mere modne. Hvorefter de begyndte at lære hende at kende bedre. Hele 8 klasse var noget af det bedste år hun havde. Hun er endelig blevet accepteret, og det går bedre end det gik før. Hun viste sit sande jeg, hvor sjov hun kunne være.. hvor seriøs.. hvor meget hun havde ændret sig. Hun var ikke længere den sure skid, dog kunne hun godt være sur til tider. Hun begyndte at afblege sit overskæg, i håb om at hun kan gemme det. Men hun ved godt at hun har venner, som elsker hende for den hun er og ikke for hvordan hun ser ud. Nu skal hun i 9 klasse, og hun er glad. Rigtig glad. Hun smiler i øjeblikket. Der er så mange små ting, og store ting der ikke blev nævnt, noget der ikke rigtig er vigtigt. Hun er sig selv, hun er mig.

Sunshine for you, cause I adore you

Du og jeg. You and me. Kan det mon passe? Så mange bogstaver, ingen ansigtsudtryk. Hjertesorg? Nej. Det er ikke hjertesorg, men det føltes sådan. Hvor fascinerende at man kan føle så forskelligt. Føler træng til at se dig... røre dig. Høre dig grine, se dig smile. Opleve fantastiske minder, som jeg vil mindes med et smil på mine læber når jeg nu engang bliver gammel. Du er mere end en ven(inde), mere end en bedsteven(inde), mere end mine ord kan beskrive. Jeg savner den person, som vil vise sig at være det rette for mig. En der er det modsatte af mig, og alligevel ikke. Modsætninger hænger sammen, klinger sammen, og alligevel ikke. Vi ved endnu ikke hvem vi kan stole på,. Mennesker kan fejle, alle kan. Også du. Men som du dog sidder derude, og kigger på hvad jeg skriver. Du er speciel, du er meant to be.  

Kender I også det, når man savner? En person, kunne være din bedsteveninde eller kæreste, ven eller veninde, din familie.. Men det kan også være en ting, en død person, et dyr, eller også din anden halvdel. Jeg kender savnen's sorg meget godt. Faktisk savner jeg nu. Kan det lade sig gøre... at savne en person man ikke har mødt? En som omgives af kærlighed og godt, et bedre sted.. en som kigger ned, og som jeg ved smiler.

Selvom jeg overhovedet ikke kender dig, har hørt korte historier om dig .. fylder du mit hjerte. Mor siger du ville kalde mig din stjerne, og at jeg ville være din engel. Det blev vidst omvendt. Nu er du min stjerne, og min specielle engel. You're true colours, are beautiful. Når jeg peger, kigger, fascineret af det smukke lys der kommer, tænker jeg ind imellem på dig. En stjerne er så smuk. Du er smuk. Og jeg elsker dig. Når jeg ligger i min seng, dukker en tåre, to, fire engang imellem op.. Men du er med mig overalt. I mit hjerte, vil du altid være.  

There's always something behind

Som du står der.. Ingen ved hvordan ondt det gør. At føle sådan. Ligemeget om du har venner, ligemeget om du har familie.. Som du dog står.. Føle sig ensom, og alligevel ikke. Det bliver ikke det sidste punktum. Følelsen af noget overhovedet.. giver mig indblik i livets aller mindste skræmmer. Følelsen af at leve. Føler du, lever du. There's ALWAYS something behind.

Tænk på dit liv som en langvarig bog, med et sidste punktum .. på en ende der kan være drastisk, smuk, forfærdelig, god. Forskellige endelser, det samme punktum. Nogle er mindre heldige, end andre. Hvad der sker for verdenen lige på tidspunktet, er ikke til at fatte. Alle har hjerter, for nogle blev den skærmet med kulde. Vi er intet andet en skrøbelige skabninger. Muligvis kan vi være stærke fysisk og psykisk, men når det kommer til en ende, dør vi allesammen. Ingen! Overlever. Vi allesammen har vores sidste punktum, og vi kan muligvis godt leve videre et andet sted.. Bare ikke på denne jord. Somme smiler, andre stivner. Livet er skrøbeligt, du ved aldrig hvornår dit punktum kan finde sted. Der er så mange, som ikke har set lyset, så mange der ikke kan åbne deres øjne op.. for en verden der er så smuk, skrøbelig og aldeles skræmmende. Enhver fortjener at smage på livet, og dets fantastiske, forfærdelige indhold. Se lyst på det, så mørkt på det. Se på det, på din måde. Mit budskab er at leve livet, mens du har det. Det sidste punktum vil blive sat, mere eller mindre.. højere og lavere. Det sidste punktum. Den død. Som vi. Alle kommer. Til at. Opleve ...