Du synes jeg skriver smukt. At mine ord er smukke, og endda rørende. Og jeg sætter stor pris på hvad du synes om mine tekster, hvad du synes om mig. Sætter stor pris på dig, på at du tror på mig, og stoler på mig. Sætter enormt stor pris på, at du accepterede mig som jeg var. Du var en overraskelse for mig, nu ved jeg at jeg aldrig nogensinde vil have andre til at erstatte din plads, og det vil ingen gøre. For du har en speciel plads i mit hjerte, og jeg vil virkelig aldrig glemme dig.
Hvordan var det nu jeg hørte om dig? Gennem en veninde? Jeg kan huske at på det tidspunkt var Arto meget in, og det var der jeg kontaktede dig. Hvad jeg skrev, kan jeg ikke huske - mon ikke det var noget med hej hvor er du flot. Vi begyndte at skrive sammen, og så blev msn delt ud. Du havde en kæreste, og jeg var bare glad. For at du gad at skrive med mig. Det var jo stort på det tidspunkt. Du var og er jo en is prinsesse, du skøjter jo. Da der så kom en skøjtedag, skrev vi lidt sammen omkring det. Du skulle med, jeg skulle med. Jeg så ikke rigtig flot ud. Ikke ligesom du, på de skøjter. Jeg var en klodsmajor, kunne virkelig ikke finde ud af at skøjte. Og der var du, lavede en masse og jeg stod med åben mund, og store øjen. Og så kom du skøjtende imod mig. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre, måske flygte? Var så nervøs, mit hjerte var næsten oppe i halsen på mig. Jeg er så genert. Men der kom du, og spurgte om det var mig som var '' navn ''. Og jeg svarede ja, og med det samme krammede du mig. Og jeg var helt paf?? Hvad skete der lige der? Men tro mig.. det kram åbnede noget nyt op for mig. Jeg smiler ved tanken. Så husker jeg at vi ikke skrev meget sammen efter, men da sommer kom.. og al det rod med kæreste og venner osv. Begyndte vi at skrive sammen igen, du havde det dårligt. Jeg havde så ondt af dig, og ville ikke have at du spildte tårer. Jeg vidste du nok skulle være okay igen.
Og der åbnede jeg noget nyt op for dig, jeg skrev til dig. Hvad jeg mente, hvad du skulle få afvide. Og jeg mener nok du blev overrasket. Det kan jeg ikke helt udtale mig om. Men da du begyndte at give mig ret, og skrive selv. Skulle jeg lige nive mig i armen, for at se om det var virkelighed. Du åbnede en side op for mig, som jeg aldrig nogensinde havde set af dig. Der var bare varme der strålede ud af hvad du skrev, og jeg kunne ikke tro det. Der var så mange som troede ondt om dig, og alle de rygter - og her ser jeg hvad du skrev til mig. Ikke fordi jeg troede på hvad folk sagde, men det var alligevel noget nyt. Og du fik mig til at smile bag skærmen. På æresord det smil var ægte, så varmt..
Så får jeg afvide at du skal begynde på den skole jeg går på, i den klasse jeg går i. Og det var jo bare ikke mere perfekt, end det kunne blive. Der var jo selvfølgelig nogle du ville gå mere med, end mig. Men det var okay, så længe du var der. Igen blev jeg nervøs, jeg havde jo ikke åbnet mig sådan op, sådan som du kender mig idag. Jeg mener at vi ikke snakkede så meget igennem 7 klasse. Det var først til slutningen. Vores lærer havde givet os en opgave for i samfundsfag, og jeg husker at min sidemakker og jeg lavede den hver for sig. Det gjorde du også. Det sjove i det er, at vi aldrig rigtig kunne klare det og så blev der snakket på Skype. Vi ville slå det sammen, og fra den dag vi var sammen hjemme hos dig .. har vi været tætte. Jeg husker det som var det igår. Vi tre blev en gruppe, og vi lavede alt sammen. Og det var der jeg åbnede mig op, ligesom en blomst. Og jeg blev til den i kender nu. Fra den tid af, har vi nydt hvert eneste minut sammen. I en større gruppe på 5 personer. Men da vi finder ud af at du skal flytte, bliver alle ... meget triste. Først kunne det ikke gå op for mig. Mange gange lagde jeg i sengen om natten, og tænkte om det. Og så kunne tårerne ikke lade være med at komme.
Men som du selv siger, vi har minderne. Og det har vi, en skam at vi ikke får flere af sådanne omme i skolen. Men jeg er sikker på, vi nok skal få flere af dem. Du er en solstråle, min solstråle. Også selvom det ikke rigtig gik så godt, til slut hvor vi sådan set blev splittet op. Men alt i alt så ved vi alle hvor vi har hinanden, og det minder mig om vores pjækkedage. Især den sidste. I alle tre græd, undtagen mig. Jeg var SÅ tæt på, men jeg kunne ikke rigtig. Jeg havde virkelig ondt af jer, men igen hvorfor gjorde vi lige sådan noget dumt? Dejligt at vi fandt ud af at gøre det rigtige til sidst. Og så var der også den periode hvor du og TL havde bestemt jer for at slå mig. Ja ikke spor dejligt, men det gik jo. Vi har grint så meget, at vi nær har tisset i bukserne. Juleskuespillet? Min parodi. Og da vi skulle være top models, hehe.. Hvem skal nu være med mig næste gang??? Hvem skal være der, for mig.. Du er en stille pige, som godt kan blive sur - men ALDRIG har jeg set dig blive pisset af og sur, som jeg. Du har din egen lille måde, '' årgggg?!'' guuurh, *klask* Og jeg misunder dig at du ikke går, og er gnaven ligesom jeg er.
Du er speciel. Du er smuk. Du er fantastisk. Du er klog. Du er en solstråle. Du er min pige. Du er alt.
Og det mener jeg virkelig. Jeg kunne kontinuere i flere timer, men nu føler jeg at du skal have lov til at finde det her, og læse det. Jeg vil altid elske dig, du kom ind i mit liv, og du gav mig minder som jeg er stolt af at have, og de giver mig en varme, og glæde som er ubeskrivelig. Da jeg skulle sige farvel til dig på skolen, da var det jeg ikke kunne holde mig tilbage. Da var det du så mine tårer, da var det du hørte hvad jeg havde at sige. Du er en fantastisk pige, og jeg håber du får det godt på den anden skole. Og så husk at besøge os, så tit som du kan. På gensyn min veninde, I'll keep you in the safest place.. in my heart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar