Du og jeg. You and me. Kan det mon passe? Så mange bogstaver, ingen ansigtsudtryk. Hjertesorg? Nej. Det er ikke hjertesorg, men det føltes sådan. Hvor fascinerende at man kan føle så forskelligt. Føler træng til at se dig... røre dig. Høre dig grine, se dig smile. Opleve fantastiske minder, som jeg vil mindes med et smil på mine læber når jeg nu engang bliver gammel. Du er mere end en ven(inde), mere end en bedsteven(inde), mere end mine ord kan beskrive. Jeg savner den person, som vil vise sig at være det rette for mig. En der er det modsatte af mig, og alligevel ikke. Modsætninger hænger sammen, klinger sammen, og alligevel ikke. Vi ved endnu ikke hvem vi kan stole på,. Mennesker kan fejle, alle kan. Også du. Men som du dog sidder derude, og kigger på hvad jeg skriver. Du er speciel, du er meant to be.
Kender I også det, når man savner? En person, kunne være din bedsteveninde eller kæreste, ven eller veninde, din familie.. Men det kan også være en ting, en død person, et dyr, eller også din anden halvdel. Jeg kender savnen's sorg meget godt. Faktisk savner jeg nu. Kan det lade sig gøre... at savne en person man ikke har mødt? En som omgives af kærlighed og godt, et bedre sted.. en som kigger ned, og som jeg ved smiler.
Selvom jeg overhovedet ikke kender dig, har hørt korte historier om dig .. fylder du mit hjerte. Mor siger du ville kalde mig din stjerne, og at jeg ville være din engel. Det blev vidst omvendt. Nu er du min stjerne, og min specielle engel. You're true colours, are beautiful. Når jeg peger, kigger, fascineret af det smukke lys der kommer, tænker jeg ind imellem på dig. En stjerne er så smuk. Du er smuk. Og jeg elsker dig. Når jeg ligger i min seng, dukker en tåre, to, fire engang imellem op.. Men du er med mig overalt. I mit hjerte, vil du altid være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar